Blog Image

Fiat 500 Klub Danmark

MhS Nyhedsmail 8. juli 2015

Motorhistorisk Samråd Posted on 8. juli 2015 18:52

Folketingsvalg og fokus på samarbejde med branchen

Af Søren Jacobsen, formand Motorhistorisk Samråd

Siden seneste nyhedsbrev i foråret har der været afholdt valg til folketinget, hvilket næppe er gået nogens næse forbi.

Folketingsvalget blev en kort og intens omgang med en valgkamp på kun 3 uger. Som ved andre valg gik vi til partierne for at få deres holdning til fire af vores mærkesager:

  • Hvordan vil partiet være med til at sikre MhS ønske om at bevare gårsdagens køretøjer på morgendagens veje?
  • Hvordan vil partiet være med til at sikre MhS ønske om en forenkling af de utallige og uigennemsigtige regler, der omfatter historiske motorkøretøjer?
  • Hvordan ser partiet de historiske motorkøretøjer som en del af vores fælles materielle kulturarv?
  • Hvad er partiets holdning til det nuværende afgiftsniveau i forbindelse med import af et historisk køretøj?

Desværre lykkedes det ikke at få svar fra nogen af partierne. Som interesseorganisation er den manglende deltagelse fra de politiske partier skuffende. Nok har vi set en valgkamp hvor emner som transport, bilafgifter og kultur har fyldt meget lidt, og veterankøretøjer desværre endnu mindre, men til trods for at veterankøretøjer ikke har den store mediemæssige slagkraft, er det en væsentlig del af dagligdagen for de 33.000 medlemmer i de klubber der er optaget i Motorhistorisk Samråd.

Det betyder dog ikke at vi giver op. Når støvet lægger sig efter regeringsdannelsen genoptager vi arbejdet med at sætte fokus på vores mærkesager, arbejde for at det bliver nemmere at være veterankøretøjsejer, og at vi forsat kan anvende vores køretøjer. Et folketingsvalg betyder altid udskiftning i medlemmerne af Folketinget, men det er glædeligt at se at flere af de medlemmer af folketinget, vi har haft en god dialog med, har modtaget genvalg, samtidig med at der er blevet valgt nye motorinteresserede ind. Fra Motorhistorisk Samråd skal der lyde et ”tillykke med valgt” og ”vi tales ved”.

Den megen debat omkring studenterkørsel og kravet om digitale kontrolapparater i veteranlastbiler har der også været skrevet meget om. Det har krævet en del af vores tid for at opnå et resultat, som vi kan være rimeligt tilfredse med. Justitsministeriet og Rigspolitiet har vurderet mulighederne for at stille andre krav til de veteranlastbiler hvori det, som vi har fremført for dem, ikke er muligt at montere moderne digitalt kontroludstyr. Man har valgt at godtage at der monteres gammeldags mekanisk fartskriver i lastbiler indregistreret første gang før 2006.

I Motorhistorisk Samråd ser vi naturligvis helst at der ikke stilles teknisk hindringer for anvendelsen af veterankøretøjer, men i dette tilfælde må vi erkende, at når EU lovgivningen ikke giver mulighed for dispensation, er dette måske det bedste resultat, vi kan opnå. Folketingsvalgets resultat har dog betydet nye ministre, herunder også skatteminister Karsten Lauritzen, som tidligere har haft en positiv holdning til studenterkørslen og har udtalt ”Selvfølgelig skal veteranbiler have lov og kører studenterkørsel – V vil tage initiativ til en politisk løsning på EU’s rigide krav”. I Motorhistorisk Samråd vil vi naturligvis gå i dialog med ministeren og Venstre regeringen for at se hvordan de bedst man medvirke til at sikrer at veterankøretøjerne ikke bliver klemt af lovgivningen i EU eller Danmark.

Det er dog samtidig en meget konkret sejr, at vi over for myndighederne kan bevise, at det ikke er meningsfyldt nu eller i fremtiden at stille krav til installering af digitalt udstyr i veterankøretøjer. Det lader sig ikke gøre teknisk, hvilket Justitsministeriet og Rigspolitiet afgørelse viser. Det er også baggrunden for at EU parlamentet tidligere har tilkendegivet at man i fremtiden vil friholde veterankøretøjer for denne type krav. Det er dog væsentligt, at vi i Motorhistorisk Samråd fortsat husker myndighederne på denne principbeslutning.

En arbejdsgruppe nedsat at bestyrelsen har arbejdet med en analyse af veteranforsikringsområdet, hvilket du kan læse mere om i dette nyhedsbrev. Sekretariatet har holdt sig travlt beskæftiget med henvendelser, som der er flest af i foråret, men ellers også arbejdet med blandt andet at få møder i stand med andre aktører i autobranchen.

Det har betydet, at vi har haft mulighed for at udvide vores netværk og skabe gode samarbejder i autobranchen. Det har blandt andet betydet, at vi har haft muligheden for på au2news, en branche TV kanal, over for branchen at gøre opmærksom på, at den danske autobranche har muligheden for at få del i de omkring 800 mio. kr., som veteranbilerne og deres ejere bruger om året. Ikke en ubetydelige sum.

Nu håber jeg, at de for alvor lange sommeraftener giver mig mulighed for at arbejde et par timer mere, så jeg kan komme helt i mål med de sidste opgaver som mangler opfølgning. Forhåbentligt bliver der stadig tid til at par aftentur i veteranbilen også.

På vegne af Motorhistorisk Samråds bestyrelse og sekretariat ønskes i alle en god sommer.
Søren Jacobsen – Formand

Stilhed før en sommerstorm

Af Johnny B. Rasmussen, sekretariatsleder, Motorhistorisk Samråd

Med sommerens komme forsvandt de største papirbunker på sekretariatets bord, efter et særdeles travlt forår, hvor mange henvendte sig til MhS, med en myriade af forskelligartede spørgsmål.

Inden vi går på sommerferie, så er der dog lige et par sager der skal ses på, og stilheden skal da også udnyttes til at få genoptaget arbejdet omkring nogle af vores mærkesager. Det betyder lige nu, at vi skal have taget kontakt til både de nye og de velkendte gamle folketingsmedlemmer efter deres indvælgelse til en ny tørn på Christiansborg, og at vi skal have fundet den række spørgsmål frem om afgifter, som vi tidligere har siddet med overfor SKAT. Dem skal de have endnu en gang.

I disse dage er den nye regering trukket i arbejdstøjet. Der udestår stadig indsværgelsen af de nye medlemmer af tinget, og fordelingen af visse udvalgsposter. Spændende for Motorhistorisk Samråd er, hvem der besætter de poster i regeringen og i de udvalg, vi har mest omgang med, altså trafik, kultur og skatteudvalgene m.m., om det er nogen, hvis politiske profil vi kender, eller det er nogle helt nye, vi skal lære at kende. Så snart vi kender de valgte, deres position og den nye regerings politiske dagsorden, så skal vi have etableret en række mødedatoer med henblik på at få fremført vores mærkesager videst muligt.

Det forlyder at SKAT har strammet deres fortolkning af veteranreglen omkring betaling af registreringsafgift, altså hvornår der skal betales efter den oprindelige nypris og hvornår der skal betales efter den nuværende handelspris. Det i sig selv afføder en del spørgsmål til SKAT, som vi sammen med en række andre spørgsmål, snarest vil søge afklaret.

Det bliver i sandhed en spændende sommer og et travlt efterår. Følg med her, på hjemmesiden og på Facebook. Man er også altid velkommen til at rettet henvendelse til sekretariatet for en statusopdatering, som altid er telefonnummeret 23 47 41 63 eller på mail mhs@motorhistorisk.dk.

Sekretariatet vil dog være ferielukket fra og med den 17. juli til og med den 3. august. Er der presserende spørgsmål i perioden, kan man på hjemmeside finde kontaktoplysninger på alle samrådets bestyrelsesmedlemmer.

Analyse af danske veteranforsikringstilbud

Af Steen Rode-Møller, formand for arbejdsgruppen

Motorhistorisk Samråd har nedsat en arbejdsgruppe, der har fået til opgave at analysere forsikringsmarkedet. Gennem de sidste måneder har vi forsøgt at kortlægge det meget brogede marked for veteran- og klassiske køretøjer. Det gælder såvel biler som motorcykler og knallerter.

Som de fleste sikkert er klar over, er det et forholdsvis begrænset antal forsikringsselskaber, der udbyder disse forsikringer. Derfor skulle man tro, at det ville være en temmelig overkommelig opgave at udarbejde en sammenligningsmatrix, men sådan er det ingenlunde. De syv selskaber, det drejer sig om, har grundlæggende et ret stort antal områder, hvor de er nogenlunde ens, men ud af de 31 sammenligningspunkter vi har koncentreret os om, er mere end halvdelen selskabsspecifikke.

Det betyder, at der f.eks. kan opnås forskellige rabatter, hvis man har andre forsikringer i samme selskab, hvis man ikke har vejhjælp med, hvis man er over 30 år, hvis man har flere veteran/klassiske køretøjer samlet osv. Men da det ikke er alle selskaber, der har de samme rabatter for de samme emneområder, er en 100% sammenligning svær – for ikke at sige umulig.

Arbejdsgruppen har derfor udarbejdet et spørgeskema, som efter sommerferien bliver sendt til de respektive forsikringsselskaber. Baggrunden for dette er følgende: Der har de seneste år været et stigende antal trafikuheld med veteran- og klassiske biler, hvor ejeren ingen erstatning har kunnet få fra sit selskab, da selskabet har henholdt sig til interne regler om f.eks. originalitet, hvilket ofte beror på en vurdering fra selskabets assurandør – og ikke fra en vurderingsmand. Det er selvfølgelig heller ikke at forlange, at alle vurderingsmænd skal have kendskab til alle bilmærker og modeller, hvorfor tidstypiske former for ekstraudstyr måske kan synes som noget nutidigt “flitterstads”, bilen er blevet pyntet med. Mange tænker ikke over dette, og får sig derfor en slem forskrækkelse, når selskabet nægter at betale erstatning. Men det kan også være, at en lettere sænket bil – synet som veteranbil – bliver skadet, og derfor også får afslag på en erstatning.

Et af de spørgsmål, der derfor bliver stillet til selskaberne, er, at vi beder om en afklaring på, hvad og hvilke grænser selskabet har for at udbetale erstatning. Indtil videre er selskabet NORDISK VETERAN det eneste selskab, der har udsendt en forsøgsmæssig oversigt over, hvad man som kunde i selskabet kan tillade sig at ændre, for at køretøjet stadig kan betragtes som originalt.

Et andet interessant “mørketal” er, hvor mange uheld de enkelte selskaber har på årsbasis, og specielt i relation til ovenstående hvor mange uheld, der er blevet afvist – og ikke mindst hvorfor.

Arbejdsgruppen regner med at benytte sensommeren og efteråret til at gennemarbejde de forhåbentlig uddybende svar, vi får. Dette påtænker vi skal udmunde i en endelig rapport, som forhåbentlig kan være med til at fjerne nogle af de talrige usikkerhedsmomenter, der altid er, når man skal have sin gamle bil, motorcykel eller knallert forsikret.

Resultatet for den danske del af FIVA Undersøgelsen

Af Lars Genild, bestyrelsesmedlem i Motorhistorisk Samråd

Som tidligere lovet har vi i Motorhistorisk Samråd, nu analyseret de rent danske data fra den store FIVA undersøgelse sidste år.

1.124 indehavere af samlet over 2.150 historiske køretøjer tog sig tid til at besvare spørgeskemaerne, hvilket der her fra skal lyde en stor tak for. Uden besvarelser ingen brugbare undersøgelser og uden valide undersøgelser ingen brugbare data at formidle til dem, som skal forstå og agere på vore behov.

Overordnet konklusion nummer et må være, at vi i Danmark faktisk ligner de andre Europæiske lande ganske meget, når der er tale om brug af de historiske køretøjer og motiverne for at eje dem.

I gennemsnit tilbagelægger de historiske køretøjer 1.682 km om året og bilerne kører omkring dobbelt så langt som motorcyklerne – dette svarer i øvrigt uhyre godt sammen med de tidligere undersøgelser lavet på det område.

At vi så i gennemsnit kun anvender køretøjer i 34 af årets potentielt mulige 365 dage, hænger nok især sammen med det danske vejr, der jo fra tid til anden er mere strålende end vi kunne ønske.

Over halvdelen af brugerne har angivet touring, events og det sociale som hovedmotiv for deres ejerskab af et historiske køretøj, mindre end én procent ser det som et investeringsprojekt og mindre end to har køretøjet med det formål at opbygge en samling. Mest vigtig er dog nok at mere end 75% angiver at de aldrig nogensinde har brugt køretøjet til ”daglig transport”, og af dem, der har sagt at dette er sket, meddeler mere end 75% at de aldrig har anvendt dem i myldretrafik.

Dette giver langt hen ad vejen meget mening, da det nok er de færreste som frivilligt ønsker at bringe deres kæreste eje ud i den battlezone kaldet ”myldretrafik”. Positivt nok understreger undersøgelsen også et allerede kendt forhold, nemlig at trafikanter i historiske køretøjer kører ufatteligt forsigtigt i forhold til ”almindelige” trafikanter, faktisk er der så få ulykker med historiske køretøjer involveret, at ulykkesfrekvensen er tæt på 1/10 af de almindelige køretøjer målt i forhold til kørte kilometre. Mindst lige så vigtig er, at ulykker med føreren af det historiske køretøj som skyldig part er signifikant lavere målt i forhold til normen.

Dette passer pænt ind i det forhold at veteranforsikringer er billigere (dummere er forsikringsselskaberne trods alt ikke) og i øvrigt også passer det med resultatet af en tysk undersøgelse, der angiver at førerens store omsorg for køretøjet langt opvejer den i teorien forøgede risiko de typisk ringere bremseevner, køreegenskaber og andre sikkerhedsmæssige/mekaniske forhold, der alt andet lige oftest er ved ældre køretøjer i forhold til nutidens køretøjer.

Årsmøde 2015

Af Johnny B. Rasmussen, Sekretariatsleder i Motorhistorisk Samråd

Efter sommerferien er det tid til at sammensætte dagsorden og indkaldelse til Motorhistorisk Samråds næste generalforsamling, Årsmøde 2015.

Allerede nu kan vi dog oplyse klubberne at årsmødet også i år finder sted på Comwell Middelfart, Karensmindevej 3, 5500 Middelfart, og at årsmødet finder sted den 14. november fra kl. 9.00 – ca. 17.00 – Yderligere info om årsmødet vil tilgå klubberne, ifølge samrådets vedtægter.

Motorhistorisk Samråd håber rigtig mange klubber vil møde op og benytte den mulighed, der er her, for at blive hørt. Det er en sjælden lejlighed for veterankøretøjsklubberne i Danmark, til at sætte retning og mål for, hvordan vi bedst sikrer den fælles målsætning om “Gårsdagens køretøjer på morgendagens veje”.

Læs mere nyt …

Yderligere artikler og information om Motorhistorisk Samråd, kan findes på www.motorhistorisk.dk eller mød os www.facebook.com/motorhistorisk

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Motorhistorisk Samråd
www.motorhistorisk.dk
Mail: mhs@motorhistorisk.dk
Tlf. +45 23 47 41 63



Nyhedsbrev 31. marts 2015

Motorhistorisk Samråd Posted on 31. marts 2015 18:52

Uddrag af nyhedsbrev fra MhS – 31. marts 2015

Foråret bringer køreglæde og studenter

Af Søren Jacobsen, formand Motorhistorisk Samråd

Nu er vi tæt på 1. april, og dermed er der udsigt til den nok mest ventede årstid for ejere af veterankøretøjer – vi skal ud at køre! Det betyder travlhed, ikke bare i min garage hvor årets mål er at få en af bilerne klar til at slå sidste års antal kørte kilometer, som sneg sig op på hele 63 kørte kilometer, men også i Motorhistorisk Samråd, hvor forårsaktiviteten betyder flere spørgsmål om love og regler.

Myriader af små og store sager i sekretariatet

Af Johnny B. Rasmussen, sekretariatsleder, Motorhistorisk Samråd

Med forårets komme ser vi som regel en stigning i arbejdspapirer på sekretariatets skrivebord. I år er det så en smule anderledes, idet der endnu ikke er store politiske gøremål i sagsmapperne, dertil er der alt for travlt på Christiansborg med at opdyrke en valgkamp, der alligevel ikke rigtigt er i gang endnu.

Kvinder, Kultur og Køretøjer

Af Niels Jonassen, medlem af Motorhistorisk Samråds bestyrelse

Målet med MhS’ kulturpolitik er at få motorkøretøjer anerkendt og accepteret som en del af vores kulturhistorie. Vi skal også sikre os, at fortidens køretøjer ikke bliver en del af debatten om bilens fremtidige rolle.

Brug af prøveskilte og prøvemærker på veterankøretøjer

Af Jørgen Kjær, medlem af Motorhistorisk Samråds bestyrelse

Når man udsteder erklæringer til historiske nummerplader, sker det ind imellem, at der er nogen, der er lidt i bekneb for tid op til et stort løb for veterankøretøjer. SKAT siger, at deres målsætning er 6 – 8 ugers leveringstid, men det sker, at der kan gå op til 10 uger, ved vi. Mange vælger her så at købe et sæt hvide reflekterende nummerplader til 1180 kroner og køre med dem indtil de historiske plader kommer. Det er selvfølgelig en helt valid løsning, men ser man bagud hvor mange køreture, man så reelt fik kørt med de hvide plader, er det ofte en eller måske to.

Arbejdsgruppe skal analysere de danske veteranforsikringer

Af Steen Rode-Møller, Motorhistorisk Samråds forretningsudvalg

Som det fremgår af tidligere nyhedsbreve, har flere ejere af historiske køretøjer, der er forsikret under de særlige vilkår, der gælder for disse køretøjer, oplevet flere overraskelser omkring krav om originalitet, og i hvilke situationer forsikringer dækker, og specielt, hvornår forsikringen ikke dækker.

Læs hele nyhedsbrevet, samt yderligere artikler og information om Motorhistorisk Samråd, på www.motorhistorisk.dk eller mød os www.facebook.com/motorhistorisk.



Nyhedsbrev per 13. juli 2014

Motorhistorisk Samråd Posted on 14. juli 2014 15:47

Så er der igen udsendt nyhedsbrev fra Motorhistorisk Samråd, se det på http://motorhistorisk.dk/.

johnny b – wemaster



6. april 2014

Motorhistorisk Samråd Posted on 8. april 2014 17:01

Læs det seneste nyhedsbrev fra Motorhistorisk Samråd her http://motorhistorisk.dk/index.php



Indsamling af oplysninger

Motorhistorisk Samråd Posted on 14. februar 2014 18:30

Til Motorhistorisk Samråds tilsluttede klubber

Modtag venligst vedhæftede opfordring til at hjælpe samrådet med at indsamle oplysninger omkring de professionelle i branchen, til brug i en snarligt kommende FIVA undersøgelse.

Udbred gerne denne opfordring til jeres medlemmer, og meld tilbage med en liste senest 1. marts.

Med venlig hilsen

Johnny B. Rasmussen

Sekretariatsleder

Motorhistorisk Samråd

www.motorhistorisk.dk

Mail: mhs@motorhistorisk.dk

Tlf. +45 23 47 41 63



23. december 2013

Motorhistorisk Samråd Posted on 1. januar 2014 13:10

Nyheder fra Motorhistorisk Samråd

I dette, årets sidste, nyhedsbrev kan du blandt andet læse om hvilken betydning FIVA’s Legislation Commission har for vores politiske arbejde i Danmark. Er du i gang med en renovering, vil du finde gode tips til at sikre at du beholder dine originale sorte nummerplader. Har du særligt interesse inden for at bevare viden omkring gammel mekanik, kan du læse om hvordan du kan biddrage.

God læselyst.

På vegne af bestyrelsen
Søren Jacobsen, formand

Præsentation af den nye bestyrelse for Motorhistorisk Samråd

Af Johnny B. Rasmussen, sekretariatsleder i Motorhistorisk Samråd

På et bestyrelsesmøde efter Motorhistorisk Samråds årsmøde konstitueres den nye bestyrelse i samrådet således:

Formand

Søren Jacobsen

Kasserer

Lisa Mikkelsen

Bestyrelsesmedlem

Niels Jonassen

Bestyrelsesmedlem

Henning Thomsen

Bestyrelsesmedlem

Lars Genild

Bestyrelsesmedlem

Jørgen Kjær

Bestyrelsesmedlem

Michael Deichmann

Der ud over blev der for første gang valgt to personer som suppleanter til Motorhistorisk Samråds bestyrelse:

Suppleant

Steen Rode-Møller

Suppleant

H. C. Thing

Da den hidtidige revisor dermed var valgt ind i bestyrelsen skulle der vælges en ny til revisorposten:

Revisor

Paul Bjerring

En veterangrænse på 30 år

Af Søren Jacobsen, Formand for Motorhistorisk Samråd

I november afholdt blev Motorhistorisk Samråds årsmøde afholdt, hvilket for den samlede bestyrelse var en positiv oplevelse. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store opbakning vi fik i bestyrelsen og ikke mindst for den gode debat på årsmødet. Årsmødet er et vigtigt forum der giver os mulighed for at drøfte de udfordringer vi oplever med at eje og bruge vores køretøjer, men også et forum hvor klubberne har mulighed for at udveksle ideer og viden. Årsmødet betød også at der blev valgt nye medlemmer til bestyrelsen, så vi nu igen er syv bestyrelsesmedlemmer og har friske kræfter på at tage fat på arbejdet i 2014.

Inden vi når 2014 vil jeg sætte fokus på et af de håndgribelige resultater vi har opnået i 2013 – en ændring af toldreglerne ved import af veterankøretøjer fra ikke EU lande. Ændringer betyder lavere toldsatser for veterankøretøjer, men også lige så vigtigt en ændring grænse for veterankøretøjer fra en 35 år til 30 år. Som en af Motorhistorisk Samråds mærkesager er netop en generel ændring af veterangrænsen til 30 år, og selv om der indtil nu kun er tale om en enkelt ændring af grænserne, er det er skridt den rigtige vej.

Det er MhS klare holdning af en grænse på 30 år er korrekt og passer til den udvikling vi ser i samfundet, ikke mindst de hurtigere udskift i bilparken vi oplever i dag. Med priser på nye biler helt ned til 65.000 kr. vil vi i fremtiden se en hurtigere udskiftning af bilerne, da støre reparationer på 5-7 år gamle biler kan betyde at mange vil finde det mere fornuftigt at købe en ny bil, end at ofre større reparationer på en ældre bil. Yderligere er det forventeligt at nye teknologier, blandt andet som følge af strengere regler fra EU, vil komme på markedet i et hurtigere tempo end i dag og presse ældre teknologi ud. Alt i alt betyder det at man vil se færre ældre biler på vejen, og at antallet af biler på 30 år vil være så få, at der er tale om veterankøretøjer.

Med håbet om en ændring af veterangrænsen i 2014, vil jeg ønsker Motorhistorisk Samråds medlemmer og samarbejdspartnere god jul og godt nytår.

Står dine emaljeplader til at redde?

Af Johnny B. Rasmussen, sekretariatsleder i Motorhistorisk Samråd

I Sekretariatet hører vi af og til om problemet med at udskyde et syn fordi et køretøj er under renovering, der mangler vigtige reservedele, eller andet der gør at man ikke kan overholde den af trafikstyrelsen fastsatte tidsfrist. Navnlig hvis der på køretøjet sidder et par originale emaljeplader, er det af stor vigtighed at disse ikke bliver indleveret til motorkontoret, hvis det på nogen måde kan undgås.

Man kan vælge at lade sit køretøj stilstandsforsikre, og så på den måde udskyde synsdatoen. Der er dog en vis procedure der skal følges for at dette skulle kunne lade sig gøre, inden for den tidsramme der er inden køretøjet falder for syn, og landbetjenten henter de gamle nummerplader

I Motorhistorisk Samråd ligger det os meget nært at bevare de gamle emaljeplader som er en væsentlig del af vores kulturhistorie, så for at udlede hvad der er processen, har vi været i kontakt med både forsikringsselskaber og Trafikstyrelsen. Det er nemlig ikke nok at blot stilstandsforsikre og så tro den hellige grav er velforvaret der efter.

Trafikstyrelsen oplyser og anbefaler at står man i en sådan situation, så starter man med at sende en ansøgning til dem enten på syn@trafikstyrelsen eller med et brev til Trafikstyrelsen, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S. Her i beskriver man naturligvis hvad det er for et køretøj, og der ud over med hvilken begrundelse man ønsker at udsætte periodesynet. Da sagsbehandlingen kan tage noget tid, så er det en god ide at gøre dette straks man får indkaldelsen.

Når styrelsen har behandlet ansøgningen, og man står med en godkendelse på udsættelse af synsdatoen, så kan man gå til sit forsikringsselskab og bede om at få køretøjet stilstandsforsikret. Forsikringsselskabet er under normale omstændigheder ikke interesseret i at opbevare køretøjets nummerplader, men de kan dog kræve dem afmonteret og placeret under lås og slå. Man henvender sig derpå til Trafikstyrelsen igen med de nye forsikringspapirer, som derpå bekræfter ordningen.

I Motorhistorisk Samråd, håber vi at mange vil tage ved lære af dem der er kommet i klemme ved dette, således vi undgår at oprindelige emaljeplader indleveres til Skats Motorkontorer, og dermed forsvinder for evigt.

FIVA Legislation Commission – hvad er det og hvorfor?

Af Lars Genild, medlem af Motorhistorisk Samråds bestyrelse.

Som planlagt blev undertegnede valgt ind i Legislation Commission på dette års FIVA generalforsamling.

FIVA har en række kommissioner, hvoraf Legislation Commission eller Kommissionen altid har været regnet som den, vi i Danmark har haft størst interesse i.

Kommissionen har til formål at følge op på og koordinere aktiviteter omkring lovgivningen i EU. Man har sin egen EU-lobbyist og arbejder generelt på at få medlemmerne af parlamentet til at indarbejde og huske de historiske køretøjer i de love der skabes.

Kommissionen består af ti medlemmer fra England, Holland, Belgien, Tyskland, Østrig, Italien, Tjekkiet, Sverige og som sagt Danmark, der mødes tre til fire gange årligt og ellers klarer de fleste ting over nettet.

Er dette så vigtigt?
Ja, uhyre vigtigt da mere og mere af den lovgivning vi har i Danmark har sit udspring i EU, og fordi der også arbejdes på at få ensrettet de enkelte landes lovgivning, så vi frit kan bevæge os imellem de europæiske lande.
Da indflydelse i væsentlig grad er muligt FØR en lov er nedfældet, kan vi ikke længere vente til kravene ankommer til de danske myndigheder, her er opgaven nemlig ofte alene at få den implementeret i dansk lov.

Behøver vi så en dansk organisation?
Ja, i allerhøjeste grad for selvom lovgivningen ofte formuleres i EU, så skabes den typisk på grundlag af arbejde i tekniske arbejdsgrupper, hvor de enkelte medlemslande deltager.
Derudover har mange af de enkelte landes parlamentsmedlemmer også et nationalt bagland, som de alt andet lige ønsker at afstemme deres arbejde med.

Hvordan fungerer det så?
Det foregår typisk således at vores lobbyist holder et vågent øje på eventuelle tiltag der på nogen måde kan påvirke vor historiske køretøjer.
Lobbyisten har også jævnligt møder med parlamentsmedlemmerne og lytter i almindelighed pænt på vandrørene i Bryssel.
Dette laves der en kort rapport omkring, så vi hele tiden har et rimeligt overblik.

Sker der noget eller høres der noget melder lobbyisten naturligvis omgående tilbage og der lægges en plan i kommissionen.
Da det er meget sjældent at tingene sker hen over natten, er der som regel rimelig tid til at vurdere konsekvenserne, aftale at man overvåger et kommende forløb, eller hvis sagen kræver en form for reaktion planlægge og koordinere denne.
Ofte aftales et mere eller mindre koordineret fællestiltag, hvor man nationalt påvirker sine egne politikere og parlamentsmedlemmer med forslag og holdninger, der er aftalt i fællesskab.

Hvad har Kommissionen bedrevet på det sidste?

I 2013 har opgaverne koncentreret sig om 6 punkter:

  • Roadworthiness Testing – på dansk, Køretøjssikkerhedspakken
  • Custom’s Code Explanatory Note on historic vehicles – Toldkoder ved import
  • Vehicle Registration – registrering på tværs af grænserne
  • Arbejdet for at nurse EU Parlamentets “Historic vehicle group” en vigtig uformel gruppe af parlamentsmedlemmer med interesse for ældre køretøjer
  • Revideret Socio-økonomisk køretøjsundersøgelse som kører i ti lande i 2014
  • Sikre en stadig overvågning af trusler og muligheder ved den politiske udvikling: REACH, Urban transport , LEZs

Især de to første punkter har krævet en del arbejde, men er samtidigt også meget vigtige. Her har det vigtigste været at få skabt en brugbar definition af de historiske køretøjer, så der kan differentieres mellem vor hobby og gamle udkørte vrag.
Toldkoderne er afsluttet og blev til vor fordel, medens køretøjssikkerhedspakken ikke er endeligt afklaret endnu.

Registrering af køretøjer på tværs af grænserne er bevidst udsat til efter det næste EU valg i 2015. Sagen er altså ikke død, men afventer valgresultatet. Den historisk gruppe, der har vist sig ganske betydende, kommer også til at skulle gendannes efter valget men kører i 2014.

FIVA lavede en stor europæisk undersøgelse i 2006 og det er på tide at få denne opdateret, så tallene bliver de aktuelle størrelser – derfor laves der en ny undersøgelse i foråret 2014.
Undersøgelsen kommer til at løbe i ti europæiske lande og bliver en ren internetbaseret undersøgelse. Danmark er med i undersøgelsen og der vil komme mere information herom.

En kommende større opgave bliver at få harmoniseret reglerne om Miljøzoner indenfor EU, på nuværende tidspunkt styres de ganske autonomt af de enkelte bykonger, så der er et behov for at få dem ensrettet og koordineret. En opgave som EU skulle være som skabt til.

Der er med andre ord hele tiden rigeligt at se til for Kommissionen, men samtidigt også positive resultater, der gør at arbejdet ofte giver mere mening.

FIVA har lige opdateret sin hjemside www.fiva.org og der kan man læse mere om Kommissionen under fanen ”Commissions”.

Med vanlig venlighed
Lars Genild

Nyt udvalg søsættes med fokus på “professionelle” veteranfolk

I løbet af 2014 vil FIVA offentliggøre sin nye socioøkonomiske undersøgelser, der skal klarlægge hvilke rammevilkår veterankøretøjshobbyen opererer under i disse år.

En væsentlig del af denne rundspørge bliver at få klarlagt hvilke professionelle der agerer inden for denne hobby, det være sig handel med biler og motorcykler, reservedele. Der er værksteder med speciale i de gamle håndværk og de gamle køretøjer. Der er også en del andre professionelle ude i periferien som eksempelvis journalister og tour-arrangører med videre.

Gennem Motorhistorisk Samråds netværk skal vi have indsamlet oplysninger om alle disse mennesker og deres forretninger. Det er vores forhåbning at MhS således kan skabe sig et overblik over den del af hobbyen, samtidig skal vi bruge de indsamlede oplysninger så vi kan komme i kontakt med dem i forbindelse med FIVA undersøgelsen.

Vi tænker at arbejdet med at indsamle disse oplysninger skal gå via vores klubber, men der bliver et behov for at indsamle og koordinere disse i et brugbart skema. Har du lyst til at deltage i et sådan udvalgsarbejde, så opfordres du hermed til at tage kontakt til sekretariatet. Vi forestiller os at det vil kræve et opstartsmøde og et afsluttende møde, begge arrangeret et centralt sted i landet, samt lidt e-mail korrespondance i den mellemliggende periode.

Sekretariatet holder ferielukket

Der er lukket for telefonbetjening fra og med d. 21. december til og med torsdag d. 2. januar 2014. E-mail henvendelser vil ligeledes også først blive besvaret efter den dato.

Yderligere artikler og information om Motorhistorisk Samråd, kan findes på www.motorhistorisk.dk eller mød os www.facebook.com/motorhistorisk.

Med venlig hilsen
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorhistorisk Samråd
www.motorhistorisk.dk
Mail: mhs@motorhistorisk.dk
Tlf. +45 23 47 41 63



12. juli 2013

Motorhistorisk Samråd Posted on 13. juli 2013 15:01

Det er blevet tid til endnu et Nyhedsbrev fra paraplyorganisationen Motorhistorisk Samråd, der inden sommerferien viser en status for de arbejdsopgaver, som bestyrelsen og sekretariatet har haft fingrene i siden årsmødet i november sidste år.

Statuslisten kan downloades på http://motorhistorisk.dk

Statuslisten omfatter såvel de store og tidskrævende opgaver, der har krævet en del politisk fodarbejde at få på plads. Men også de små dagligdags rutiner og henvendelser fra de enkeltstående medlemmer i de tilsluttede klubber.

Bestyrelsen og sekretariatet er tilbage for fuld kraft mandag d. 5. august med masser af energi til at kaste sig over de endnu udestående opgaver.

Alle veteranentusiaster ønskes en god, varm og aktiv sommer med de gamle køretøjer.

Med venlig hilsen
Johnny B. Rasmussen
Sekretariatsleder
Motorhistorisk Samråd
www.motorhistorisk.dk
Mail: mhs@motorhistorisk.dk
Tlf. +45 23 47 41 63



3. juni 2013

Motorhistorisk Samråd Posted on 5. juni 2013 18:03

Læs seneste nyt fra Motorhistorisk samråd her.



« ForrigeNæste »