Hvordan ser fremtiden mon ud?
Hvor længe mon vi egentlig får lov til at køre rundt i vore gamle køretøjer? Måske slet ikke så længe, som vi går og tror! For under overskriften: ”Nu er Tyskland klar til at forbyde benzin- og dieselbiler”, kan man i disse dage læse i Ekstrabladet, at et tysk politisk flertal vil presse EU til at indføre et forbud mod diesel- og benzinmotorer:
Et forslag om at forbyde forbrændingsmotorer i Tyskland har tidligere været luftet, og nu støttes det af et flertal i den tyske ‘Bundesrat’. Det skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.
De tyske politikere skal nu lægge pres på politikerne i EU for at få gennemført lovgivning, der kan gøre det ulovligt at indregistrere biler med forbrændingsmotorer efter 2030.
– Hvis aftalen i Paris om at reducere miljøskadelige emissioner skal tages seriøst, så skal det ikke være tilladt at lade nye forbrændingsmotorer køre på vejene efter 2030, siger partiet Die Grünen ifølge Der Spiegel.
Forhåbentlig går det ikke så galt, men bliver biler med forbrændingsmotorer helt forbudt, bliver der nok heller ikke mulighed for en dispensation for historiske køretøjer, som Motorhistorisk Samråd ellers søger at få indarbejdet i ny lovgivning. Tænk lige tanken, at det kan være slut med vore gamle køretøjer om mindre end 15 år!
har du husket at betale for dine airbags?
Vi blev opmærksom på en mulig ekstra afgift da SKAT på en Hot Rod havde opkrævet afgift for manglende airbags. Organisationen (Danish Street Rod Association) der håndterede denne sag for ejeren, kontaktede Motorhistorisk Samråd, da der kunne blive tale om at princippet med betaling af en ekstra afgift for manglende airbags, vil kunne blive bredt ud over andre typer af historiske køretøjer.
Læs meget mere om denne historie, og hvordan du får dine penge tilbage på http://motorhistorisk.dk/har-du-husket-at-betale-for-dine-airbags/
FIVAs samarbejdspartnere
Den internationale veterankøretøjsorganisation samarbejder med en række professionelle, senest har man indgået aftale med lakfirmaet Glasurit.
Se mere på http://motorhistorisk.dk/fivas-professionelle-samarbejdspartnere/
Årsmødet 2016
Motorhistorisk Samråd afholder sit årlige møde den 19. november, hvor medlemsklubberne har mulighed for at høre bestyrelsens beretning, deltage i valg til bestyrelsen samt ikke mindst klæde bestyrelsen på til næste års indsatsområder. På Årsmødet forventes også, at flere nye klubber kan optages i Samrådet. I et senere nyhedsbrev vil der komme et referat fra Årsmødet.