Tænkte det kunne være interessant at se nogle af de mange fine køretøjer der er repræsenteret i klubben, her på vores forum! Så her er der en anledning til at fortælle lidt om din egen bil og sende et par billeder med.
I al beskedenhed begynder jeg selv, med min Giannini 590 GT Replika.
Den var oprindelig en Fiat 500L fra 1969 og har kørt de første 30 år af sit liv lidt syd for Torino i Italien. I 2001 så jeg den hos www.klassik-garage.de hvor jeg købte den for 5.000 DM. Den var ikke ligefrem en kosmetisk perle, men den var i teknisk henseende i god og original stand.
Efter at jeg i nogle år havde gået og funderet over hvordan den skulle restaureres, besluttede jeg mig for at det skulle være en Giannini replika. Giannini var et Rom baseret firma ejet af to brødre, der ligesom Abarth solgte tunings kit til små Fiat biler. En af deres fabriksmodeller var en Giannini 590 GT og ved hjælp af internet og bøger indkøbt til formålet i Italien, fandt jeg frem til hvordan min Giannini 590 GT skulle se ud. Farven gråblå var i 60´erne en original Giannini fabriksfarve, så den farve skulle den naturligvis have.
Motoren er bygget op på den originale 500L motor, dog nu med en motor volume på 700 kubik. Udover dette er der foretaget nogle små modifikationer på motoren (større karburator, hårdere ventiler, strammere knast, sports udstødning, m.m.).
Fælgene er originale Italienske Borrani fælge fra 1972, med tilhørende hjulkapsler.
Kabinen er stort set som på en original 500L, dog har jeg sat nye instrumenter i, med omdrejningstæller samt olie tryk- og temperaturmåler.
Desværre er det alt for sjældent at jeg har anledning til at køre i den, da vi for nogle år er flyttet til udlandet og ikke kunne have den med til Dubai (luftkølet motor og 48-52 grader om sommeren, er vidst en dårlig cocktail). Så nu står den trygt og godt i en garage i Nordsjælland og venter på at det bliver sommerferie igen!
Medlem nr. 58
Johnny B